Trylleri er studiet af, hvordan mennesker tænker og reagerer. Kun ved at vide nøjagtigt, hvordan mennesker opfører sig, kan man snyde deres sanser. Det psykologiske aspekt ved trylleriet er nok det mest fascinerende for mig.
Mange mennesker spørger mig: ”Men hvordan kan du gøre noget, uden at jeg kan se det?”. Der er meget få bevægelser, der er usynlige. Det er her psykologien kommer ind. Man kan ikke lave usynlige bevægelser, men man kan lave dem, så de ikke opfattes som vigtige af tilskueren. Så for tilskueren er bevægelsen ”usynlig”, da han/hun ikke skænker den en tanke.
Jeg har flere gange haft fornøjelsen af at instruere skuespillere i at lave trylleri, der skulle bruges i en teaterforestilling. Skuespillere arbejder efter devisen ”hver en bevægelse fortæller en historie” og er således ikke trænet i at lave bevægelser, der ikke er i fokus eller har en årsag.
Skuespillere arbejder generelt med 2 manuskripter: 1. Det der siges (replikker) og 2. Underteksten (der der i virkeligheden siges – verbalt og non-verbalt).
Tryllekunstnere arbejder med 3 manuskripter: 1. Det der siges (replikker) 2. Underteksten (der der i virkeligheden siges – verbalt og non-verbalt) og 3. Det der foretages uden fokus – bevægelser og tilsyneladende henkastede bemærkninger.
Samtidig handler det som tryllekunstner om at være 2-3 skridt foran tilskuerne hele tiden. Skal en ting trylles frem, skal den rent fysisk hentes op af lommen “usynligt” uden tilskuernes viden for på et senere tidspunkt at kunne blive ”tryllet” frem. Denne tankegang er nogle gange svær for skuespillere, da de skaber deres kunst i ”nu’et” og gør selve “øjeblikket” vigtigt for tilskuerne.
Jeg elsker skuespilleres begejstring, når de skal lære et tryllenummer. Skuespillere har om nogle bevaret deres indre barn og glæder sig til at få en ”trylleformel”, som gør at de kan trylle. Rigtigt trylleri findes dog ikke (!), og at skabe magi kræver lige så megen forberedelse som at skabe en teaterillusion. Men fordi man ikke kan se forberedelsen, tror de tit, at det blot drejer sig om at få hemmeligheden, fordi det jo virker som om man ”ingenting” gør.
Det minder mig om når jeg lærer børn at trylle. Først viser jeg dem et nummer, hvor de bliver forbavset og imponeret. Så lærer jeg børnene hemmeligheden bag nummeret, så de selv kan lave det, hvorefter de lidt skuffet udbryder: ”Det var jo bare snyd! Nu vil vi gerne lære at trylle rigtigt!”.
Og ja, hvem ville ikke gerne kunne trylle rigtigt!
Er du også på udkig efter et overraskende, morsomt og magisk indslag til familie-festen, personalefesten eller julefrokosten?
Så bør du have mit nye showkatalog. Kataloget fortæller om de mange magiske muligheder, du som arrangør kan gøre brug af, hvis du vil fortrylle et kræsent publikum.
Du får programmet gratis tilsendt ved at ringe på 30 63 52 51 eller sende en mail til henrik@henrikchristensen.com. Du kan også bestille det via henrikchristensen.com
Vil du også lære at trylle? Besøg Trylleakademiet.