Om blot en uge har Nordfynsspillene premiere på en ny opsætning af Andrew Lloyd Webbers populære musical ”CATS” som friluftsteater.  Musicalen spiller i dagene 2.-12. juli 2019 og du kan finde dine billetter på Nordfynsspillene.dk

Musicalen bliver fremført på dansk og er fyldt med fængende melodier og flotte danseoptrin. Det mest kendte nummer fra musicalen er nok ”Memory”, som ved premieren i London blev sunget af musicalstjernen Elaine Paige.

I ”CATS” møder du en række katte med hver deres særegne personlighed. I Nordfynsspillenes udgave har jeg fået lov til at spille teaterkatten Gus – den gamle teaterkat, der har medvirket i et utal af forestillinger på Londons mange teatre og spillet sammen med prominente navne som Irving og Tree.

Teaterkatten Gus og Jellylorum, der spilles af Susanne Posselt Gunnersen . Fotograf Jesper Hahn.

I ”CATS” møder du også en tryllende kat – Magiske Mister Mistoffelees. Den rolle og magien er i vores forestilling overladt til Lucas Nielsen, der, trods sine kun 14 år, allerede har medvirket i flere musicals såsom ”EVITA” og ”Shrek – The musical!”.

Magiske Mister Mistoffelees – den tryllende kat. Fotograf: Jesper Hahn.

Som tryllekunstner og medvirkende i forestillingen var det naturligt for mig at hjælpe Lucas lidt på vej med magien. ”CATS” foregår i 1930’ernes London, så trylleriet skulle derfor have et lidt gammeldags islæt.

Derfor laver Magiske Mister Mistoffelees tryllerier med store kort, der kan ses på lang afstand, og han fremtryller fjerblomster og silketørklæder i lange baner. Herudover tryller han med en spadserestok og som sin største illusion fremtryller han kattenes forsvundne åndelige leder Old Deuteronomy.

Lucas har øvet sig flittigt på tryllerierne og han har været en lærenem trylleelev. Med sine fortræffelige dramatiske færdigheder har han allerede de bedste forudsætninger for at udfylde rollen som tryllende kat, så det var en nem opgave at indstudere magien med ham.

En stor tak til tryllekunstneren Cyrill, der venligst har stillet tryllerekvisitter til rådighed til forestillingen.

Kom og se ”CATS” – billetter på Nordfynsspillene.dk

Besøg fotograf Jesper Hahn