I mandags indbød tryllefirmaet Pegani i Horsens til endnu et seminar med en udenlandsk tryllekunstner. Denne gang var det med Tony Montana fra Argentina, som vandt 3. prisen i mentalmagi ved The World Magic Championship i Blackpool denne sommer.

Tony Montana fra Buenos Aires, Argentina.

Tony viste os de numre, han lavede til verdensmesterskabet, og forklarede og gennemgik derefter numrene med os. Det var interessant at høre, hvordan han havde tilpasset numrene til hans deltagelse i konkurrencen. Til konkurrencen gjaldt det nemlig om at overbevise dommerne om, at han ikke benyttede nogen allerede kendte metoder.

Tony fortalte, at han var forholdsvis ny inden for tryllefaget, man da han havde arbejdet som skuespiller i mange år, havde han en masse optrædenerfaring med sig. Han kom så ind på, hvordan man som tryllekunstner kan bruge skuespilteknik til at forbedre sin optræden og sine effekter. En af teknikkerne er at glemme, at man kender hemmeligheden bag trickene, og dermed opleve trylleriet på samme måde som tilskuerne, dvs. man bliver selv overrasket og forundret, når trylleriet sker.

Tony viste og forklarede også et par mentale tricks med kort og et trick med en hængelås og 6 nøgler. Den tekniske sværhedsgrad af numrene var ikke stor, men effekterne var stærke.

Steen Pegani, ejer af tryllefirmaet Pegani.

Tak til Steen Pegani for endnu et godt arrangement.  Steen har i sit tryllefirma-domicil indrettet et særligt lokale, der bliver brugt til seminarer. Således er både seminarholder og tilhørere sikret den bedste oplevelse.

Inden for den sidste tid er en ny tradition opstået, der sikrer tilhørerne både en magisk og gastronomisk oplevelse. Steen havde nemlig endnu en gang hyret Henning, den magiske kok (som er uddannet kok i virkeligheden), til at lave mad til deltagerne inden seminaret.

Henning Nielsen, den tryllende kok
– på scenen og i virkeligheden.

Denne aften havde Henning fremtryllet en ægte Halloween-middag til os: Midgårdsorm med flødekartofler og vandbakkelser til dessert.

Så endnu en gang kunne man mødes med gode tryllevenner til både en god middag og et trylleseminar. Indimellem var der også tid til hyggesnak og et kig rundt i tryllebutikken for at se de seneste magiske nyheder.

Og således blev en regnfuld mandag aften til en dejlig magisk aften i godt selskab.

:)

Showkatalog2014Er du også på udkig efter et overraskende, morsomt og magisk indslag til familie-festen, personalefesten eller julefrokosten?

Så bør du have mit nye showkatalog. Kataloget fortæller om de mange magiske muligheder, du som arrangør kan gøre brug af, hvis du vil fortrylle et kræsent publikum.

Du får programmet gratis tilsendt ved at ringe på 30 63 52 51 eller sende en mail til henrik@henrikchristensen.com. Du kan også bestille det via henrikchristensen.com

Vil du også lære at trylle? Besøg Trylleakademiet.