FyensStiftstidende02122014 - KopiVelgørenhedsshow

Lørdag d. 24. januar 2015 præsenterer skuespilleren Anders Gjellerup Koch en Velgørenhedskoncert på Odense Teaters Store Scene.

Hele overskuddet fra koncerten, eller showet, går til Børnecancerfonden.

Det er derfor med stor glæde, at jeg også medvirker i showet sammen med en perlerække af dygtige kunstnere.

Se mere om showet og køb billetter via Odense Teaters hjemmeside.

Anders Gjellerup Koch

Anders Gjellerup Koch er en del af det faste ensemble på Odense Teater og uden tvivl en af de dygtigste skuespillere i Danmark.

Han er også en mere end fantastisk sanger, hvilket han har vist i sine hovedroller i flere store musicals. Du har måske hørt ham synge før uden at vide det, da han lagde stemme til Klokkeren fra Notre Dame i Disneys tegnefilm af samme navn.

Næste sommer skal Anders cykle til Paris som en del af Team Rynkeby, hvilket er baggrunden for velgørenhedsshowet.

Se mere om Team Rynkeby.

I 2005 havde jeg fornøjelsen at arbejde sammen med Anders, da han sagde ja til at instruere mit årlige show på Magasinet på Brandts Klædefabrik. Det var en utrolig givende oplevelse at få hans syn på tingene og masser af input, der kunne forbedre showet. Husker det som en fantastisk tid, hvor vi bl.a. fik lov til at låne en af Odense Teaters prøvesale til prøver på showet.

OdenseTeater02
Odense Teater. Foto: Pressechef Morten Kjærgaard.

Odense Teater

Siden jeg var barn har jeg været fascineret af kunstnerisk optræden, så selvfølgelig skulle jeg også se, hvad der foregik på byens teater. Derfor har jeg som ung set mange forestillinger på Odense Teater. Som regel købte jeg den billigste ungdomsbillet til 2. balkon og efter pausen sneg jeg mig ned på en bedre plads på 1. balkon. Er sikker på, at piccolinerne bemærkede det, men de lod som ingenting.

Efter gymnasiet arbejdede jeg på Odense Teater som civil værnepligtig i godt to måneder. Det var en sjov tid, hvor jeg var tilknyttet regiafdelingen. I den periode opsatte den kendte instruktør Keith Johnstone Shakespeares drama ”Stormen” på teatret, så jeg var bl.a. med teatrets chauffør ude at hente et stort træ, der skulle bruges i forestillingen.

Det spændende ved at være på teatret var at lære huset at kende med alle dets værksteder, garderober, bagscene, loft, gange m.v. En skøn labyrint at bevæge sig rundt i. Men det mest spændende var at møde alle de mennesker, der er med til at skabe magien på scenen – skuespillere, teaterteknikkere, regissører, lysfolk, skræddere, sadelmager, lydfolk m.fl.

Og alle havde interessante historier at fortælle …

Tryllekonsulent

Da Kasper Wilton var direktør for teatret, opførte teatret forestillingen ”Busters Verden” (2003). Kasper hyrede mig som magisk konsulent på forestillingen, så jeg kunne lære skuespilleren Mads Knarreborg nogle magiske finesser, som han kunne bruge i titelrollen som Buster.

Inden ”Busters Verden” satte teatret den store forestilling ”Merlin” op. Her havde jeg fornøjelsen at lære skuespilleren Preben Kristensen nogle tryllenumre til brug i titelrollen som troldmanden Merlin.

Siden var jeg magisk konsulent på forestillingerne ”Kender du Svimmel?”, 2005 (skuespiller Jesper Langberg), “Kirsebærhaven”, 2007 (skuespiller Ulla Ankerstjerne), og “Julie”, 2009 (skuespiller Mikkel Bay Mortensen).

Optræden

Tre år i træk har jeg haft fornøjelsen at underholde hele teatrets personale til den årlige sæsonafslutningsfest. Det var virkelig sjovt at optræde foran et så veloplagt og engageret publikum, der ved, hvad god underholdning er!

I 2009 optrådte jeg som gæst i forestillingen ”Suppeteater”, der blev opført i teatret nye prøvesal bygget på taget af den gamle teaterbygning.

Og nu glæder jeg mig meget til at optræde på Odense Teaters Store Scene til Velgørenhedsshowet lørdag d. 24. januar 2015. :)

Her kan du selv forestille dig at stå på Odense Teaters Store Scene.

Showkatalog2014Er du også på udkig efter et overraskende, morsomt og magisk indslag til familie-festen, personalefesten eller julefrokosten?

Så bør du have mit nye showkatalog. Kataloget fortæller om de mange magiske muligheder, du som arrangør kan gøre brug af, hvis du vil fortrylle et kræsent publikum.

Du får programmet gratis tilsendt ved at ringe på 30 63 52 51 eller sende en mail til henrik@henrikchristensen.com. Du kan også bestille det via henrikchristensen.com

Vil du også lære at trylle? Besøg Trylleakademiet.