I år fylder Dansk Artist Forbund 100 år! 

100 års jubilæet markeres med en kæmpe fest til den lyse morgen for medlemmer og branchefolk søndag d. 2. september 2018 i København.

Det kommer ikke til at gå helt stille af med alle de farverige mennesker, der findes i underholdningsbranchen …

Så den fest glæder jeg mig meget til …!

Min fagforening

Dansk Artist Forbund (DAF) er en fagforening og kulturpolitisk interesseorganisation, hvis medlemmer tæller både artister, musikere, skuespillere og underholdere, der arbejder professionelt i musik-, scenekunst- og underholdningsbranchen.

Jeg blev medlem af DAF i 1996, da jeg besluttede at arbejde professionelt som tryllekunstner. Siden da har jeg lært mange af forbundet medarbejdere og medlemmer at kende, særligt i forbindelse med forbundets årlige sommerfest, der er i en klasse for selv.

DAF har desuden støttet mine aktiviteter som tryllekunstner flere gange. Således har forbundet ydet støtte til studieture, støtte til at engagere teaterinstruktører i forbindelse med mit show, støtte til videooptagelser m.v., hvilket jeg er meget taknemmelig for.

 

Willy Torp startede artistkarrieren som slangemenneske og blev senere komisk jonglør. Stiftede Dansk Artist Forbund i 1918.

Stiftelsen af Dansk Artist Forbund

20. februar 1918 samledes ca. 25 artister på artisternes stamcafe, Café National, i København. Med Willy Torp, slangemenneske og jonglør, i spidsen stiftede de her Dansk Artist Forbund. De brændte for arbejdet med artisternes velfærd og for at skabe lige vilkår for danske og udenlandske artister, der typisk arbejdede for lavere honorarer end de danske artister og yderligere med skattefordele.

Det lykkedes DAF at indføre en fælles minimumstarif, og kunstnerforum, kammeratskabsaftener, shows og varieté var med til at promovere artisterne og generere penge til hjælpeforanstaltninger og forbundets arbejde. Man indførte normalkontrakter, ydede rejselån, oprettede en hjælpefond og gav juleunderstøttelse. Desuden udgav forbundet fagbladene ”Manege” og ”Tribune”.

Læs mere om DAF’s historie her.

 

100 år og stadig aktiv

I dag hedder formanden Lena Brostrøm Dideriksen og Dansk Artist Forbund arbejder stadig med at sikre artisternes rettigheder i takt med at artisternes arbejdsområder udvides og nye faggrupper, såsom nycirkus-artister, DJ’s, stand-up artister m.fl., dukker op.

DAF koncentrerer sig først og fremmest om flg. opgaver:

  • at sikre de udøvende kunstneres rettigheder
  • at sikre ordentlig aflønning af det kunstneriske arbejde
  • at skabe mere respekt for de kunstneriske fag og deres brede betydning
  • at arbejde for kvalitetsuddannelser til det kunstneriske arbejdsmarked
  • at arbejde for lige adgang til uddannelse, arbejde, karriere og løn

Kilder: www.artisten.dk og fagbladet ”Artisten”, februar 2018.