
Den første tryllebog, jeg læste, var ”Den store tryllebog” af Ib Permin. Bogen fandt jeg på skolebiblioteket, da jeg var 10 år, og den blev kilden til min magiske inspiration i mange år frem.
Bogen var trykt med sort/hvide fotos og indeholdt masser af tætskrevet tekst skrevet i et let formelt sprog. Bogen blev min magiske bibel og mellem linjerne læste jeg en masse om den magiske verden, hvilket var med til at give mig høje forventninger til mit fremtidige liv som tryllekunstner.
I bogen var også gengivet historiske malerier og tegninger af tryllekunstnere fra 1500-1700-tallet, hvilket gav en fantastisk fornemmelse for magiens rige historie og en brændende lyst til at blive del af den magiske verden med dens lange traditioner.
Desuden kunne man bagest i bogen finde en ”Lille magisk ordbog” med magisk terminologi, som alle tryllekunstnere burde kende.

Ved hjælp af bogens trickbeskrivelser fremstillede jeg mine egne tryllenumre og på den måde lærte jeg en del om baggrunden for tryllerierne. Mange af numrene tilhørte det helt klassiske tryllekunstnerrepertoire, så bogen var på den måde en fin magisk grunduddannelse.
En glæde var det også, at forfatteren tog trylleriet seriøst og ikke reducerede det til ”barneleg”, men behandlede det med ære og respekt.

For nogle år siden købte jeg ”Den store tryllebog” i en antikvarboghandel. I starten var jeg dog ikke overbevist om, at det var den udgave, jeg læste som barn, da bogen i min erindring var større. Det viste sig dog at være den rigtige udgave – grunden til at bogen virkede mindre var blot, at jeg i mellemtiden var blevet den store tryllekunstner. ![]()
Er du også på udkig efter et overraskende, morsomt og magisk indslag til familie-festen, personalefesten eller julefrokosten?
Så bør du have mit nye showkatalog. Kataloget fortæller om de mange magiske muligheder, du som arrangør kan gøre brug af, hvis du vil fortrylle et kræsent publikum.
Du får programmet gratis tilsendt ved at ringe på 30 63 52 51 eller sende en mail til henrik@henrikchristensen.com. Du kan også bestille det via henrikchristensen.com
Vil du også lære at trylle? Besøg Trylleakademiet.